Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Tilbudsfag

Tilbudsfag

Faglig fordybelse:

Lektiehjælp og faglig fordybelse er et af vores tilbudsfag. Her får eleverne tid og hjælp til at lave daglige lektier, afleveringer, fordybe sig og til at arbejde med det, der er særlig svært eller særlig spændende for dem i fagene.
Vi tilstræber, at der altid er en kvalificeret lærer, der kan give støtte og vejledning i de enkelte fag.
Faglig fordybelse er et oplagt tilbudsfag for dig, der har svært ved at overskue lektierne, eller har brug for hjælp undervejs.

Fransk:

På franskholdet bliver du introduceret for Frankrig og landets rige og spændende historie og kultur, geografi, samt det franske sprog på begynderniveau.
Vi øver og træner både skriftlige og mundtlige færdigheder for at lære et nyt sprog at kende og igennem lette tekster, simpel grammatik, spil, samtaler, film og musik bliver undervisningen varierende og spændende.

Friluftsliv:

Et tilbudsfag for dig, som gerne vil lave noget helt andet end de boglige fag. Friluftsliv er faget, hvor vi vil ud i naturen og have nogle gode oplevelser. Faget kan indeholde madlavning over bål eller på trangia, sejlads, gå efter kort, klatring og andre sjove aktiviteter, som skal styrke samarbejdet og sammenholdet i gruppen.
Alle timer i faget friluftsliv læses fra august til midt oktober. Derefter har I to lektioner færre om ugen. Denne korte periode skyldes, at der er indlagt en weekendtur med 2 overnatninger, her bruger vi en del timer, som afspadseres resten af året. Turen er derfor obligatorisk for alle som vælger friluftsliv. 

Fysik/kemi:

Eleverne skal i faget fysik/kemi udvikle naturfaglige kompetencer og dermed opnå indblik i, hvordan fysik og kemi – og forskning i fysik og kemi – i samspil med de øvrige naturfag bidrager til vores forståelse af verden. Eleverne skal i fysik/kemi tilegne sig færdigheder og viden om grundlæggende fysiske og kemiske forhold i natur og teknologi med vægt på forståelse af grundlæggende fysiske og kemiske begreber og sammenhænge samt vigtige anvendelser af fysik og kemi.

Idræt:

Valgidræt er for dig, der kan lide at lave al slags idræt. Hovedformålet med holdet er, at I får rørt jer og når omkring mange forskellige idrætsgrene, spil og lege. Der indgår meget boldspil, men alle kan være med.
Du skal være frisk på, at vi er et hold, hvor der er plads til alle, og hvor idræt er for sjov.

Kreativt værksted:

Har du lyst til at bruge dine hænder og kreative evner i skolen? Så er Kreativt værksted måske noget for dig.
Du kommer til at fremstille billeder, brugsgenstande og smykker i mange forskellige materialer. De ting du fremstiller, kan du selvfølgelig tage med dig hjem.
Der anvendes forskellige teknikker, som dog ikke kræver særlige forkundskaber, så alle kan sagtens tage del i faget. Det vigtigste er, at du har lyst til at være med og har lyst til at sætte dit personlige præg på de ting, vi fremstiller.
På værkstedet har du også muligheden for at lære andre piger fra skolen at kende på en rigtig god måde. Stemningen er afslappet og hyggelig, vi hører musik under arbejdet og snakker sammen på kryds og tværs.

Mad der dur:

Kunne du tænke dig at lære at lave mad eller kunne du tænke dig at blive bedre til det? I mad der dur laver vi forskellige retter- både nye og mere traditionelle. Vi samarbejder om at få tryllet råvarerne om til et lækkert måltid samtidig med, at vi hygger os. Vi slutter af med at nyde maden sammen.

Musik:

Musik tilbydes i samarbejde med Musikskolen. Undervisningen foregår i musikskolens lokaler og af musikskolens undervisere.

Ordblindeundervisning:

I samarbejde med VUC tilbyder vi, at man i en periode kan vælge at have ordblindeundervisning som et tilbudsfag. Tilbuddet er for de elever, der er testet ordblinde. Du kan læse mere om vores ordblindeundervisning under ”Elever med dysleksi”

Privatøkonomi:

For dig som gerne vil have redskaber til at stå på egne ben vedr. din økonomi, så du bliver klar til at flytte hjemmefra. Undervisningen bliver foretaget af nogle af skolens lærere, men der vil også komme en del besøg ud fra, bl.a. fra SparNord og Frederikshavn Boligforening. Andre gange skal vi på besøg, bl.a. hos Uggerhøj og Borgerservice.  

Samfundsfag:

Formålet med samfundsfag er give dig viden om samfundet og dets historiske forandringer. Undervisningen i samfundsfag skal også bidrage til, at du kan se dig selv og andre som en del af samfundet - et samfund som du både påvirker og bliver påvirket af. Du skal også lære om, hvordan spillereglerne i et demokratisk samfund fungerer.
Ud over vi arbejder med viden om vores samfund og hvordan det påvirker vores dagligdag, så arbejder vi også med aktuelle cases, hvilket kan være alt fra ”Mediernes Magt” til ”Sugardating”.
Er du nysgerrig, lidt eller meget interesseret i politik, kan lide at drøfte samfundsmæssig forhold og værdier og gerne deltager i nogle gode diskussioner, så kunne samfundsfag helt sikkert være noget for dig.

Teknologi og kommunikation:

Formålet med undervisningen i teknologi og kommunikation er, at du bliver bekendt med materialer, metoder og redskab, man benytter i uddannelses- og erhvervsmæssige fagområder, som faget relaterer til, såsom programmør, fotograf, mediegrafiker eller ”data- og kommunikationsuddannelsen”.

Tysk:

I tysk i 10.klasse arbejder vi både skriftligt og mundtligt. Målet med undervisningen er at gøre dig mere fortrolig med det tyske sprog og samtidig gøre dig klar til 10.klasseprøven i tysk. Holdet er både for dig, der synes, tysk er svært og har brug for at få gennemgået den grundlæggende grammatik og blive mere sikker mundtligt. Men det er også for dig, som er interesseret i faget og bare har lyst til at blive endnu bedre.

Maritim værksted:

For dig som har brug for at komme ud af klasselokalet og bruge dine hænder. Du kommer bl.a. på diverse værksteder hos EUC Nord og på virksomhedsbesøg.

Xtra dansk:

I Xtra Dansk tilrettelægges undervisningen i høj grad efter elevernes ønsker og behov. Du kan få trænet din læsehastighed og få styr på den grundlæggende grammatik. Fokus kan også være at blive mere sikker i mundtlig dansk. Yderligere vil vi kunne hjælpe dig med at blive mere fortrolig med at anvende AppWriter som it-hjælpemiddel.

Xtra engelsk:

Xtra engelsk er til dig, der synes engelsk er temmeligt svært. Du har svært ved at få sagt noget i timerne og vil gerne have mulighed for at sidde i en mindre gruppe sammen med andre, der har udfordringer med sproget.
Vi bruger meget tid på mundtlighed, dvs. vi læser højt, samtaler og spiller spil. Desuden genopfrisker vi temaer, som eleverne på holdet ikke føler sig sikre i. 

Xtra matematik:

For dig som har svært ved matematik, og gerne vil have genopfrisket den grundlæggende matematik. Der vil også være mulighed for hjælp til lektier og afleveringer, og kompetencekurser i eksempelvis Geogebra og Wordmat.